Apple lancerer Apple Pay i Danmark - MereMobil.dk
I førte omgang er det kunder i Nordea og Jyske Bank, der kan bruge Apples betalingstjeneste. (Opdateres) Danskerne får nu mulighed for at betale via Apple Pay. Det fremgår af Apples hjemmeside. Ifølge Apple kan man bruge Apple Pay de steder, som allerede tager imod kontaktsløsbetaling via kreditkort. Derudover er en række butikker også klar til at modtage Apple Pay. Den liste tæller eksempelvis Lidl, 7-eleven og Elgiganten. Desuden kan internetbutikker også tage imod betalinger med Apple Pay. Pt. gælder det hovedsagligt internationale sider som ASOS og Booking.com. Apple Pay kan bruges i fysiske butikker via en iPhone 6S eller nyere og Apple Watch. Derudover er tjenesten også tilgængelig på Mac. Sidstnævnte enhed kan dog udelukkende bruges til betaling i internetbutikker.